Guide: Sådan bygger du en havedam med folie - 5 gode råd til et godt resultat
Drømmer du om din egen havedam med klart vand, frodige planter og glade fisk? En velbygget havedam kan blive et roligt frirum og et naturligt samlingspunkt i haven. Men for at få succes, kræver det lidt planlægning og det rigtige udstyr. Her får du vores 5 vigtigste tips til opbygning af en havedam - med fokus på en løsning med folie og filt, som giver dig fuld frihed til at forme dammen, præcis som du vil.
1. Vælg den rigtige placering
Et godt sted til havedammen er solrigt i 4-6 timer om dagen og gerne i læ for vind. Undgå placering tæt på store løvfældende træer - blade og rødder kan være en udfordring både for vandkvaliteten og for selve konstruktionen. Tænk også praktisk: Det er en fordel med adgang til både vand, strøm og gerne også kloak, det letter vedligeholdelsen når du fx skyller filtrene.
Husk også, at du skal kunne komme rundt om dammen, for at kunne rense med net, støvsuger eller andet udstyr til vedligeholdelse.
2. Udform dammen med enkelt kant og god dybde
Vi anbefaler en forholdsvis enkel opbygning med en tydelig, vandret kant hele vejen rundt - evt. også en plantehylde - og ellers skrånende eller lodrette sider ned mod bunden. Det ofte pænere at der ikke er synlig folie langs kanten og samtidig beskytter planter og sten for solens stråler, som hurtigt kan gøre folien mør.
Der skal være god dybde (minimum 80-100 cm), især hvis du vil holde fisk. En dyb havedam giver mere stabil temperatur og mulighed for overvintring af både fisk og gavnlige bakterier. Lav ikke for mange små kroge og plateauer - det gør det svært at lægge folien korrekt og kan give ophobning af slam.
Grav hele dammen færdig, og mål derefter længde og bredde med en snor, så du får den helt rigtige størrelse på din folie. Husk at tillægge 50-100 cm hele vejen rundt til at arbejde med, når kanten skal formes og afsluttes.
Når formen og dimensionerne er på plads, handler næste skridt om at vælge det rette materiale til selve dammen.
3. Brug kvalitetsfolie og stærk underlagsfilt
En stærk filtdug (f.eks. Fibertex) lægges som underlag for havedamsfolien og beskytter mod sten, rødder og ujævnheder. Ovenpå lægges folie i PVC eller EPDM, afhængigt af dine krav til levetid og fleksibilitet. EPDM har længere holdbarhed og er nemmere at arbejde med, især til større og mere komplekse former. PVC er billigere men stadig blød og formbar, dog bør kanten beskyttes, da PVC hurtigere bliver mør. PVC bliver ofte beskyldt for ikke at kunne holde i længden, men der er masser af eksempler på PVC folie der er 20-25 år gammelt.
Folien skal lægges i ét stykke, hvis muligt, og uden folder såvidt muligt - det giver både bedre hold og flottere resultat.
Når du fylder dammen op første gang, så hold øje med vandmåleren. Det er en stor fordel at kende den præcise mængde vand i dammen - både når du skal vælge det rigtige filtersystem, og når du senere skal dosere bakterier, vandpleje eller andre produkter.
4. Installer et godt filtersystem - og overvej bunddræn
Et godt filtersystem består som regel af en pumpe og et filter, der renser både mekanisk (fjerner partikler) og biologisk (nedbryder affaldsstoffer), samt UV-lys der dræber alger i vandet. Når dammen kommer op omkring 10.000 liter, kan du overveje at installere bunddræn. Det skaber en effektiv cirkulation og fjerner effektivt affald direkte fra bunden - dette er særligt vigtigt ved Koi og mange fisk. Dog kræver bunddræn også at der tages stilling til opbygningen omkring filtersystemet, da dette med fordel kan placeres i en filtergrav, som laves i nærheden af havedammen. En skimmer til at fjerne partikler i overfladen kan også være en god ting, der medvirker til en flot og ren havedam.
Husk altid at filtersystemer ofte er opgivet efter hvor mange liter vand de kan rense uden fisk - så snart der kommer fisk i havedammen, så skal du være opmærksom på om filteret kan klare det. Der er også forskel på hvilke og hvor mange fisk du ønsker i dammen - så det er vigtigt at tage højde for dette. Mange bygger om og skifter filtersystem flere gange, så det kan spare dig for meget, at gøre det rigtigt første gang.
Placér gerne returløbet fra dit filter, så det skaber en cyklon-lignende strømning i vandet hen/ned mod pumpen, som bør ligge i midten af dammen, på det dybeste sted. Tænk også på ilt - god beluftning forbedrer både bakteriekultur og fiskens trivsel.
Har du brug for hjælp til at vælge det rigtige filter til din dam, rådgiver vi gerne - kontakt os på mail, chat eller Messenger.
5. Skab balance fra start med de rette planter og fisk
Det er en myte, at fisk ikke må sættes i en ny dam. Faktisk er fiskenes tilstedeværelse vigtig for at opbygge en sund biologisk balance - de bidrager med næring til de gavnlige bakterier i filteret. Start gerne med få fisk, mens filteret etableres, og udvid bestanden gradvist. Kombinér med iltgivende undervandsplanter og flydeplanter, så du får en naturlig og stabil opstart. Det skaber en god balance, der holder i længden.
Tilføj også gerne en portion gavnlige bakterier eller filterstart. Det hjælper med at opbygge en sund bakteriekultur i filteret fra begyndelsen og styrker den biologiske balance i dammen.
Vi ser i øvrigt ofte en effekt på vandkvaliteten og balancen i vandet, hvis der løbende vedligeholdes med bakterier.
Nu er du klar til at gå i gang
En sund og velanlagt havedam begynder med et godt fundament. Ved at vælge folie og filt får du fuld designfrihed og mulighed for at tilpasse dammen præcis til dine behov. Følger du de fem tips herover, har du et solidt udgangspunkt for en dam, der er både sund, smuk og holdbar.
Med den rigtige opbygning og korrekt filtersystem får du:
✔ Klart og balanceret vandmiljø
✔ Sunde planter og fisk
✔ Mindre vedligeholdelse
✔ En stemningsfyldt oase i haven
Har du spørgsmål eller brug for hjælp til produkter som folie, filtre eller pumper, står vi hos KOIMAD.dk altid klar til at rådgive dig.